En historie om at lære nyt
Hvordan får man unge efterskoleelever til at opholde sig mere i naturen? Da vi integrerede FNs verdensmål i vores værdigrundlag, blev det vigtigt for os at besvare netop det spørgsmål. Efter indvielsen af SYDVEST har vi forsøgt med mange ting, og det viser sig, at det ikke altid er lige nemt. Det er nemlig varmt og hyggeligt indenfor; her kan man nøjes med at have sine klipklapper på. Og hvem ved, måske den gode relation opstår i den næste sofa – og den er vigtig!
Konklusionen er blevet, at vi satser på den frivillige vej.
Vi har indrettet et område på størrelse med næsten to fodboldbaner. På SYDVEST opstår nysgerrigheden helt naturligt, og her er nok at give sig til! Billederne taler vidst for sig selv. Men kort fortalt er det et område vi bruger til dyrkning, undervisning og samvær. Videoen er optaget tilbage i 2021; sidenhen er der kommer flere muligheder til. Blandt andet et glamping telt m. brændeovn og rensdyrtæpper samt en skovhave. Her er også WiFi.
Historien om SYDVEST er beskrevet af Himmerlands Ungdomsskoles forstander Jesper Laubjerg i skolens jubilæumsskrift. Læs med nedenfor.
Historien om SYDVEST
Historien om nyindretningen af skolens nye udeområde har mange kilder. En masse ambitioner og idérige, kreative stunder har fundet hinanden og fået et harmonisk hjem på det knap 1,5 hektar store område. Der er de blevet til en stærk strøm af muligheder, fakta, bygninger, mad og dannelse. Vi er slet ikke ved strømmens udløb – tværtimod er området bygget til kommende elever og menneskers engagement. Nogle bestemte kilder skal i det følgende fremhæves, men hele området er udtryk for et af Himmerlands Ungdomsskoles måske stærkeste aktiver på tværs af elever, medarbejdere og bagland: Evnen til at engagere sig og begejstres.
FNs verdensmål
Et af udspringene til området er skolens nye værdigrundlag, som i 2019 endte med at brede FNs verdensmål udover vores virke. Det betyder, at vi har forpligtet os til at kigge ind i vores rutiner og skoledrift med et lidt justeret perspektiv. I virkeligheden rammer højskole- og efterskoletraditionen i Danmark, i sig selv, rigtig meget plet i forhold til verdensmålene og derfor har det ikke været en revolution på skolen. Man kommer dog ikke udenom en del arbejde med implementeringen, fordi de 17 mål i sig selv er specifikke markører, og man forpligter sig til at have en hverdag som nikker genkendende til dem. Det giver mange møder og mange snakke om hvorledes man kommer videre med forpligtelsen, og undervejs stifter man bekendtskab med en masse tiltag i skoleverdenen, som på den ene eller anden måde tager fat i FNs verdensmål. Der melder sig i hele den proces et tidspunkt, hvor man får lyst til at flytte fokus fra tale og idéer over til handling. Netop det var baggrunden for at Mark, Kenneth og jeg selv en dag satte os ned efter indledningsvis, uden de store sværdslag, at have kogt samtlige 17 verdensmål ned til spørgsmålet “Hvordan får vi unge til at opholde sig mere i naturen?”. Det er vist ikke en hel retfærdig måde at behandle dem på, men når det er en efterskole, der stiller spørgsmålet, begynder det at give mening. Vi står stadig på mål for det, især da vi nu ved hvilken håndgribelig ramme det giver for at arbejde kreativt. Mødet endte med en masse bud på svar, som stadigvæk danner et vækstgrundlag for indretningen af nye faciliteter på området. Ved dette møde, et opfølgende og en brainstorm blandt alle medarbejdere, opbyggede vi simpelthen et idékatalog af ting, som vi tror et område skal indeholde, for at unge mennesker gider bruge det.
Bæredygtigt køkken
Et andet udspring, som har været kilde til udvikling af området, er ansættelsen af en køkkenchef. Efter at køkkenpersonalet i en årrække havde fungeret som et kollektiv, blev det besluttet, at for at kunne udnytte ressourcer bedre og personificere en skarpere kurs, så skulle vi have en person, som var ansat til at fremtrylle en bæredygtig og nysgerrig kost på HU. Det fik vi i Dennis, som i ansættelsesproceduren viste stor interesse for tanker om at etablere jord-til-bord veje for vores kost. I lang tid var planen, at få rejst et drivhus på grunden hvor Pandekagehuset i sin tid stod, ud mod Elevvej. Det strandede på nogle håbløse krav fra kommunen. Hvor der tidligere stod en villa, måtte vi nu ikke opføre et drivhus. Dermed gik en plan om at udnytte overskudsvarme fra skolens fyr i vasken og vi stod med et drivhus, som vi ikke vidste hvor vi skulle placere. Vores nye jord-til-bord kok begyndte tilmed også at snakke om grøntsager.
Tækkeren Bjarne
Det tredje udspring er mere personligt funderet, og handler om et venskab med Bjarne Johansen, som jeg gennem en kollega lærte at kende for mange år siden. I Bjarnes have i True findes der bygningsværker, som man ikke ser magen til noget sted i verden. Organiske, originale og med stråtag allesammen. Man kan ikke træde ind i haven uden at blive blæst bagover. Bjarne er uddannet pædagog og tækker, men har en lang karriere med træ, sten, strå og alskens naturmaterialer som byggemateriale bag sig, og er en fantastisk dygtig og alsidig håndværker. Han er nået dertil hvor han håndplukker sine projekter og det vigtigste krav er, at der er plads til at lege og lade kreativiteten råde i processen. Det giver vildskud, hvorom Bjarne med et smil på læben gerne fortæller, men det giver også projekter, som løfter sig op og ud over ting verden har set før. Der er altså rigtig mange gode grunde til, at jeg, på min to-do liste som forstander, havde et ønske om, på et tidspunkt, at lave et projekt sammen med Bjarne. Han havde begejstret fortalt om en ung arkitekt under uddannelse i Aarhus, som havde specialiseret sig i tækkeprojekter. Hun hed Kirstine Bovbjerg, og hende ville han tage med til Havbro, for at vi kunne diskutere de ideer der var på bordet.
Det endte i første omgang meget ambitiøst, og helt galt, med involvering af arkitektfirma og ambitioner om et gigantisk værk, hvor vi kunne samles alle sammen. På det tidspunkt havde vi ikke renoveret foredragssalen, og vi trængte til en opdatering af vores samværsfaciliteter. I en proces, hvor jeg forsøgte at løfte Bjarnes byggeri op i skala, mistede vi, set i bagklogskabens lys, netop de ting, der er styrken ved hans bygninger – legesygen, materialerne som udgangspunkt og det skøre.
Arkitektforslag til samlingssalen “Stråværket” baseret på Bjarne Johansen og Kirstine Bovbjergs idéer, 2018. Det ser ikke sådan ud på tegningen, men det skulle være 18 m. højt.
Efter at have snakket med forskellige fonde, som mod forventning ikke faldt bagover af begejstring, og efter en snak med Bjarne, som havde mistet en del af ejerskabet til projektet i processen, blev det skrinlagt. Det er nu en krølle på den hale, der er historien om Sydvest – en der gav værdifulde erfaringer.
Trådene samles
Nu er vi henne hvor tre udspring begynder at mødes. Ambitionerne om mere deciderede udefaciliteter fik med tiden mere kraft. Efter lidt sondering af mulighederne endte det med, at Sydvest blev udpeget, som stedet hvor vi skulle arbejde med at få unge mennesker lidt mere ud i naturen og desuden dyrke grøntsager og frugt, et projekt Dennis så som en del af sin ansættelse. Sydvest var ikke så eksotisk, men til gengæld umiddelbart tilgængeligt. Jeg ringede til Bjarne og besluttede mig denne gang for i mindre grad at involvere mig i det konkrete byggeprojekt, undtagen når jeg blev spurgt. Han hev igen Kirstine indover og inden længe var der en skitse til indretningen af området. Kirstine og Bjarne fik også overskriften – “Hvordan får vi unge mennesker til at opholde sig i naturen?”, og ligeledes var det nu tydeligt, at drivhuset kunne finde et hjem.
Kirstine Bovbjergs skitse til Sydvest. De gule cirkler er områder udpeget til at være gode steder til fremtidige projekter.
Da der ikke var noget i budgettet for 2020 omkring Sydvest aftalte Bjarne og jeg en løbende afregning, som kunne skrues op og ned for, som mulighederne bød sig. Der fulgte nu en proces med stråhytten i midten, som jeg ser tilbage på med stolthed. Den var berigende, billig og meget kreativ. Især står ankomsten af husets udgangspunkt, noget ege-tømmer, som et godt udtryk for, hvad det var der skete mange gange undervejs. Bjarne havde skaffet nogle “helt fantastiske” stykker egetømmer ved en bekendt i Vesthimmerland. Han var meget begejstret, da han fortalte om det. Vi synes jo det var fantastisk at projektet var kommet godt igang, men da tømmeret ankom måtte vi kigge en ekstra gang. Nogle utroligt krogede egestammer lå nu i en bunke og skulle altså være starten på noget ekstraordinært på HU.
Grundlaget for stråhuset på Sydvest, da det ankom hen på efteråret 2020. Vi kradsede os lidt i hovedbunden, men parkerede al tillid hos Bjarne.
Det, der fulgte, var en proces, som var meget anderledes og meget smittende. Havbros beboere begyndte nu at lægge deres gåtur omkring området, hvor det er blevet til rigtig mange gode snakke, og sikkert også lidt hovedrysten. Skolens elever blev hjemsendt fra januar til marts 2021, hvilket er en historie i sig selv, men det gav en flok gæve medarbejdere mulighed for at sætte drivhus op.
Det er et fantastisk drivhus, som tilmed var anskaffet meget billigt, men vi fandt hurtigt ud af hvad hagen ved købet var. Det var en helt enorm opgave at samle det. Vi startede med god energi og gåpåmod, men det var så gigantisk og hviderussisk en opgave, at vi nærmest ikke kom igennem. Selv inde i hallen, hvor vi startede projektet, i 20 graders varme og masser af plads, var det en uoverskuelig opgave. Det blev meget værre, da vi rykkede udenfor med temperaturer lige over og under frysepunktet. At det drivhus i dag står så godt og fungerer så godt, er et mirakel, som kun kan tilskrives HUs dygtige medarbejdere. Det var en gigantisk indsats og nu står det der.
Hvor ender det mon?
Vi håber ikke det ender. Vi fik mulighed for at lave et stort shelter på området, og greb den straks. Vi ved endnu ikke om alle skolens elever rent faktisk kan være i det, men det må være en af de ting vi finder ud af i det nye år. Nu står området der og som årene går, er det vores forhåbning at kommende hold vil spejle sig i området og de muligheder for engagement og ejerskab det tilbyder. Til januar tiltræder vores nyansatte landmand, Michael, som efter at have været tilknyttet som konsulent siden foråret, nu for alvor skal få området til at blomstre. Vi har fundet en del af lønnen til Michael i køkkenbudgettet, hvorfor vi forventer at kunne hive en masse afgrøder op fra Sydvest, ind i køkkenet og gjort til en væsentlig del af det vi spiser på skolen. Jord til bord. Michael er ekspert i den jordbrugsform der hedder regenerativt jordbrug, hvor man efter nogle principper, der handler om at behandle jorden nænsomt, er i stand til at øge udbyttet ganske betragteligt. Han har allerede lagt en plan for bedene for sæsonen 22/23, som vi, der således kommer på sidelinjen, glæder os til at lære en masse af. Michael flytter til byen i en nyerhvervet tjenestebolig, og han tager sin lille familie med. Han har sammen med kæresten Karina vistnok planer om at HU skal have et dyrehold. Vi er spændte!
Indtil videre er der masser af engagement i området. Vi har gjort vores første erfaringer med hydroponisk dyrkning i drivhuset og fået opstillet et lille aquaponisk anlæg. Begge metoder til dyrkning baserer sig udelukkende på vand som vækstmedie – der er således ingen jord i drivhuset. Aquaponi er næsten det samme, men her tilføres næringen i vandet ikke kunstigt – der er til gengæld udsat karper i kredsløbet, hvis efterladenskaber danner næringsstof for salater m.m. Til foråret 2022 flytter hønsene ind i hønsegården og det fuldautomatiske hønsehus. Vi begynder desuden etablering af en skovhave på yderarealerne. En skovhave sammensættes efter et ønske om at kunne høste mangfoldige afgrøder det meste af året. Det seneste nye for området er, at Bjarne måske er ved at trække i arbejdstøjet og køre til Sydvest i Havbro igen, men da det ikke er skolens projekt, han i så fald skal udføre, vil jeg ikke nævne yderligere her.
Vi synes, vi har sat noget helt specielt i gang med området, som over tid vil få endnu flere funktioner. Hvert år skal et nyt elevhold nyde godt af høsten fra området, følge foråret få magten over vinteren og sommeren gå på hæld, mens overfloden af afgrøder strømmer ind i køkkenet.
På SYDVEST skal mennesker bruge tid og møde hinanden i nogle naturtætte, unikke omgivelser. Det eneste klasseværelse af sin slags i verden står klar i midten til at tage imod alle lærere og elever, der kan se mening i at afholde undervisningstimer tæt på naturen. Med profilfaget Selvforsyner kan alle elever på Himmerlands Ungdomsskole frivilligt vælge at involvere sig endnu mere, hvis de vil dybere ned i svarene på alle de super spændende spørgsmål, området stiller os alle.
Området blev officielt indviet den 10. juni 2022, hvor en række af skolens samarbejdspartnere, medarbejderne, tidligere og nuværende elever sørgede for at dagen blev en værdig åbning på området. Det var en dag hvor Himmerlands Ungdomsskole igen for alvor viste muskler og med præsentationen af de første idéer til en udvidelse af faciliteterne, gav et fingerpeg om hvad fremtiden byder på.
