Starten på efterskole

Den 6 august 2017, der startede mit eventyr på Himmerlands ungdomsskole. Jeg tog hele den lange tur fra Skagen til Havbro, og sommerfuglene fløj rundt nede i maven. Mor, far og Nico var med nede og aflevere mig, og alligevel følte jeg at de var mere nervøse end jeg, men det var nok en hel forkert følelse. Alle ting kørte rundt i mit hoved, hvordan var min roomie? Var det her virkelig noget for mig? Får jeg et godt år? Er det en forkert beslutning? Alt kørte rundt. Jeg møder min kontaktlærer endnu engang, og hun siger ellers at jeg skal bo oppe på gangen vest, og på værelset Borremose. Jeg turde næsten ikke gå ind ad døren, for tænk nu hvis den person jeg skulle bo med et helt år allerede var der. Jeg trådte ind på det meget fine, og tomme værelse, der var ikke andet end mine ting, eller andre end mig.

Jeg begyndte ligeså småt og pakke alle mine ting ud. Nico og jeg fandt ud af hvem min roomie var, så ind og stakle på Facebook, og det første Nico sagde var ”du heldig Sophie, hun ser normal ud” Men selvom hun så normal ud, så var jeg stadig MEGET spændt.

En lille time efter kom der en hel vidunderlige pige ind, ved navn Lærke. Den første tanke der kørte igennem mit hoved var ”det bliver et godt år det her”. Ingenting var akavet mellem mig og lærke, og snakken kørte bare der ud af. Vores forældre talte ligeså meget som os, så det kunne bare ikke blive bedre.

Tiden gik, og det var blevet tid til at sige farvel til kære mor og far. Jeg havde sagt inde i mig selv millioner af gange, at jeg ikke skulle græde når jeg sagde farvel, men jeg kunne godt mærke den kæmpe klump som var nede i min mave, da vi gik ud mod bilen. Først et farvel til far, allerede der kunne jeg godt mærke, at det her blev meget svært. Jeg sagde derefter farvel til mor, som jeg godt kunne mærke var lidt ked af det, og derefter farvel til Nico. Jeg græd ikke, og det var jeg stolt af. Far tændte bilen, og de alle 3 sad der og vinkede farvel til mig, der kunne jeg mærke min tårer presse på, og der kunne jeg virkelig ikke holde dem tilbage, men jeg vendte mig bare om, for mor, far og Nico skulle ikke se jeg græd.

Jeg gik ind til Lærke, som var oppe på værelset, og der faldt vi ellers bare i snak, som om vi havde kendt hinanden hele livet. Vi gik ikke uden hinanden, og allerede fra dag 1 der var vi der for hinanden. Vi gik ned til samling, alle ting var meget mærkelige, ingen kendte ingen, og man kunne se at folk kun gik med den de boede med. Vi måtte jo ikke have telefoner, da det var den nye regl som var blevet lavet, så man kunne godt mærke at fællesskabet var noget andet hel fra starten. Folk snakkede faktisk med hinanden, i stedet for at sidde og skrive med kære mor derhjemme.

 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.